Slægtsforskning - en hobby

På min tidligere arbejdsplads havde vi et personaleblad, hvor redaktionen opfordrede medarbejderne til at bidrage med en artikel om en hobby. Jeg begik derfor en lille artikel om slægtsforskning. Den blev optaget i bladet, der udkom den 9. december 2004

"Det er en ringe slægt, der ikke har slægtsminder, og det er en ringe slægt, der ikke efterlader sig sådanne. Men den mand og den slægt er endnu ringere, som ikke vil værne om sine minder, så de kan gå videre til børn og børnebørn, slægt efter slægt." (I.C. Christensen, 1856-1930)

Ældre mænd i brune strikveste?

Jeg troede, slægtsforskning var for ældre mænd i brune strikveste - men det var en fordom, der hurtigt blev aflivet. Der er i de senere år kommet rigtig mange unge og midaldrende 'arkivnisser', for slægtsforskning er blevet trendy. Slægtsforskning er en hobby, der appellerer til mennesker i alle alders- og samfundsklasser. Analyser viser, at slægtsforskning er blevet populært, fordi den store verden kan opleves som uoverskuelig, og så kan den nære verden i slægtens fodspor virke tillokkende og tryg. Ser man sig omkring på arkivernes læsesale, er det påfaldende, at der åbenbart er tale om en 'kvinde-hobby', for det kvindelige islæt er stort. Så der er altså ikke så mange ældre mænd i brune strikveste, om end de selvfølgelig også er på holdet.

Hvorfor?

Spørger man sig for i slægtsforskerkredse, har langt de fleste en specifik historie, der fik dem til at gå i gang med at grave i kirkebøger, folketællinger, skifter, vejvisere, gamle telefonbøger og andre kilder. Typisk er det et specielt efternavn, der skal følges, eller en gammel skrøne i familien, hvis sandhedsværdi man ønsker at efterprøve. For mit eget vedkommende var det en kombination af disse elementer.

Specielle navne

Jeg hedder Hanne Baunsgård Stegemüller. Der er otte forekomster af navnet Stegemüller i telefonbogen i Danmark, og tre i den tyske netudgave af telefonbogen. Navnet er så sjældent, at det ikke burde kunne forekomme, at vi på min arbejdsplads er to medarbejdere med det efternavn. Historien i min familie om navnet var: "Den gamle Stegemüller var hattemagermester, og kom til Danmark fra Baden Baden i Tyskland. Han kom, fordi han var tilkaldt af Brede Klædefabriks hatteafdeling grundet sin dygtighed."

Det viste sig, at der var noget om det med hattene, mens Baden Baden er mere skrøne end virkelighed. Han var fra Frankfurt an der Oder. En del af familien, der blev i Tyskland, blev indlemmet i det russiske rige, da den russiske grænse efter 2. verdenskrig rykkede mod vest og blev trukket ved Oder-Neisse som led i tysk krigsskadeerstatning. Wilhelm Rudolf Stegemüller kom til Danmark i 1890 til Brede Klædefabrik, flyttede ind i 'Mesterlængen' og giftede sig kort efter med naboens datter og fik i alt ni børn, hvoraf otte blev voksne; et af disse børn var Lenes farfar, og et andet var min farfar.

Baunsgård har intet med hverken den tidligere statsminister Hilmar eller med det radikale folketingsmedlem Bernhard at gøre. Det troede jeg ellers. Min morfar blev kaldt Carl Baunsgaard, men han har aldrig heddet det. Det har vist sig, at en datter af min morfars farfar (en af mine tip¹-oldeforældre) giftede sig med en mand fra en gård i Give Sogn, der hed Baunsgaard.

Historien er videre, at børnene legede med børn fra Baunsgaard, og så hang gårdnavnet ved familien. Det er da en alternativ måde at få et mellemnavn på. Det er ikke lykkedes at overbevise min mor om denne version, for hun husker da, at morfar har fortalt, at... Baserer man sig på skrøner, er man efter min opfattelse 'slægtsfusker' - ikke slægtsforsker. Min egen tilgang til håndværket består i at opstille hypoteser, at føre beviser og at dokumentere resultaterne. Før foreligger ikke resultater, der kan bruges til noget.

'Historie i øjenhøjde'

Det er 'historie i øjenhøjde', fordi det er de almindelige menneskers dagligdag og færden, der interesserer mig. Der er skrevet tilstrækkeligt om adelige og gejstlige, om røvere og banditter. Ihukommende citatet af I.C. Christensen, gengivet i indledningen, har jeg besluttet at fortælle historien om mine bedsteforældre og deres bedsteforældre, deres helt almindelige liv og virke - hvis jeg ikke gør det, er der ingen, der gør det. Aldrig har jeg kunnet så meget Danmarkshistorie. Jeg er 40 år og tilhører generationen, der lærte at lære, men ikke har stor paratviden. Det er både godt og skidt. Godt fordi jeg ved, hvordan jeg finder frem til de historiske facts; skidt fordi det ville være rart ikke at skulle starte forfra med stavnsbåndets ophævelse, krigen i 1864 og genforeningen i 1920.

Hvordan kommer man i gang? De første kilder.

Mine mors forældre er døde for flere år siden, og min fars forældre har jeg aldrig truffet, så jeg havde ikke umiddelbart nogen, der kunne levere de første spor. Alle hånd- og lærebøger i slægtsforskning, der også hedder "Genealogi", starter med et afsnit om, hvordan man kommer i gang. De mange ord kan koges sammen til "Spørg de ældre i familien, mens de endnu husker".

De ældre er guldgruber af viden, og det de selv betragter som uvæsentlige detaljer om "fætter Ole, der vist giftede sig med brugsuddelerens datter Birthe kort efter krigen - jeg gad vide, om ikke de boede i Vejle? Han var vist med i en modstandsgruppe i Herning" er gode indledende brikker til det samlede puslespil. Jeg har selv opsporet ukendte børnebørn af min oldefar (hattemageren) og lavet interviews, som jeg har optaget på bånd, for når fortællelysten er vakt med få indledende spørgsmål, kan det være svært at følge med via pen og papir. Hvis der i familien er gemt papirer (eksamensbeviser, attester for dåb, vielser, død, testamenter mv.) er det også fremragende indgange.

Hvis der ikke er nogen at spørge, må man straks på arkivet. Arkiverne rummer hyldemeter efter hyldemeter af arkivalier, der blot venter på at blive fundet frem og brugt. De kunne journalisere og arkivere dengang - og de kendte ikke EDH (Elektronisk Dokument Håndtering. Man begynder med kirkebøger og folketællinger, når man skal opstille 'skelettet', og med disse let tilgængelige kilder kan man komme meget langt. Kirkebøgerne beskriver dem, der kom til verden og forlod den igen, mens folketællingerne beskriver dem, der (over-)levede. Indgangsnøglen er altid sognet, hvor de mennesker, man søger efter, boede.

Sex og genealogi på nettet.

Googler man ordet 'sex', får man 197 mio. hits. Gør man det tilsvarende med 'genealogi' på dansk, engelsk og tysk får man 13.425.000 hits. Ikke ringe for noget, der tidligere var en gammelmandshobby. Slægterne er for alvor kommet på nettet. Mange folketællinger er indtastet og kan findes på adressen http://ddd.dda.dk. Det er varierende, hvilke oplysninger, der er i de enkelte folketællinger. Tællingerne fra 1845 og frem er rigtig gode. Det skyldes, at der fra 1845 er anført fødesogn for hver enkelt person på tællingslisten.

Når man kender personen fra en folketælling, kan man gennemgå sognets kirkebog og også være heldig at finde de børn, der ikke levede længe nok til at komme med i en folketælling. Er man ekstra heldig, at præsten har kendt sine sognebørn og har skrevet oplysende anmærkninger.

Et andet vigtigt link er http://www.familysearch.org/ Det er mormonernes kæmpemæssige arbejde med kopiering af alverdens kirkebøger, der er stillet til rådighed i søgbar form. Og et tredje: http://www.arkivalieronline.dk hvor Statens Arkiver stiller arkivalier til rådighed på nettet.

Kan forskningen så gennemføres hjemme i lønkammeret? Det kan den efter min opfattelse ikke, men forarbejdet til udbytterige arkivbesøg kan laves hjemmefra, og via nettet kan man let få kontakt til andre, der arbejder med samme sogne eller måske endda med de samme personer. Hjælpsomheden blandt slægtsforskere er stor; alle vil gerne hjælpe begynderen i gang. Jeg tror, det skyldes, at alle under andre del i den glæde, man selv havde, da man fandt de første holdbare resultater. Et godt link til kontakt med andre forskere er: http://www.dis-danmark.dk

Her er der også lidt råd og vejledning om programmer til at opbevare sine oplysninger i. Jeg har selv skiftet program to gange, og datakonverteringen er lidt af et mareridt. Det går ikke så let, som sælgeren skriver. Mit råd er, at du forholdsvis hurtigt gør dig klart, hvad du vil med din forskning og afprøver demo-versioner af forskellige programmer, inden du beslutter dig.

En billig hobby?

Så længe man har næsen i kirkebøger, folketællinger og sognebeskrivelser, hænger man ikke på gadehjørnerne eller bruger penge i butikker. Set i det lys, er det en billig hobby. Men pludselig er der måske behov for mere harddisk, en scanner for at kunne bevare og publicere gamle billeder, en ADSL-forbindelse med høj hastighed mv. Bliver du for alvor grebet, er der måske behov for et mikrokortapparat, så kirkebøgerne kan læses hjemme i ro og fred. Et par bøger om Danmarks historie og et par håndbøger i slægtsforskning kan også være nyttige. På den måde kan man hurtigt få brugt nogle penge, men det skal understreges, at man kan komme langt for småpenge ved at udnytte arkivernes lørdagsåbning i vinterhalvåret.

Og hvad det kan føre med sig

Slægtsforskningen har for det første medført, at der altid er interessante samtaleemner i familien. Der er stor interesse for de seneste resultater. Det har også medført en stor kontaktflade til andre slægtsforskere og til fjerne familiemedlemmer.

For mig er en stor del af slægtsforskningen glæden ved at formidle resultaterne: her er Internettet et fremragende medie. Jeg har opbygget en hjemmeside, hvor jeg offentliggør resultater, se den på http://stegemueller.dk Jeg vidste intet om at designe hjemmesider, men her var et budskab at formidle, så nu har jeg fået lært lidt grundlæggende web-snedkeri.

Danmark afskaffede først den gotiske skrift ved lov i 1875, så man skal ikke mange generationer tilbage, før der er behov for at begynde at lære den gamle skrift. Det var svært i starten, men min erfaring er, at pludselig begynder krasserierne at give mening; der er heller ikke nogen entydig sammenhæng mellem kildens alder og dens læselighed.

Samlet set har slægtsforskningen medført, at jeg har udviklet mange nye kompetencer, og det er en fornøjelse, når man synes, man laver noget, der kan bruges - ikke kun af en selv, men også kan være til glæde for andre.