Liget i Jydepotten - afsnit 4
Det nærmeste denne sag kommer på min slægt er, at Jens Mourits Hansen tjente hos min oldemors søsters første mands far (Eske Madsen)!
Det er det gode ved en hobby - man må lave det, man finder spændende og udfordrende.Leif Sepstrup og jeg skriver historien i fællesskab efterhånden som vi (altså mest Leif) finder arkivalierne i Viborg. Det er helt tydeligt, at der endnu mangler meget, og vi er selv meget spændt på, hvad der kan dukke op.
Karen Christensens baggrund
I dette afsnit tillader jeg mig at have holdninger, at anvende et vist frisprog og at udvise en vis sarkasme overfor nogle af de implicerede.
Hvis du kun ønsker at følge med i de nøgne facts, skal du ikke læse dette afsnit af historien.
Den frie og holdningsprægede formulering betyder naturligvis ikke, at hele afsnittet ikke er underbygget af kilder. Du finder som vanligt en liste i historiens slutning over de anvendte kilder.
Karen Christensen er datter af Christen Christensen og Karen Jeppesdatter, hvilket forældrepar synes at have ført en lidt omtumlet tilværelse med mange flytninger. Som exempel kan det nævnes af faderen i 1854 er fæster af Overgaard i Arnborg sogn, i 1856 bor familien i Skibild (også Arnborg sogn), hvor Christen er husmand. I 1859 har familien så fundet sig til rette i Hvedde i Assing Sogn i Hammerum Herred. Karen fødes i Hvedde og kirkebogen ved dåben meddeler:
d 24de December 1861. Karen Christensen. Hjemmedøbt d 5. Januar. Daaben i Kirken publiceret d 4 Mai s.A. Datter af Hmd. Christen Christensen og Hustru Karen Jeppesdatter af Hvedde. Faddere: Pigen Kirsten Marie Jensdatter i Hvedde, Gmd. Jens Jensen i Mosgrd. og Ungk. Christen Nielsen i Agers___. gl. 40.
Adressen i Hvedde skulle blive forældrenes sidste. Da Karen Christensen er 7 år, dør moderen Karen Jeppesdatter af "Tæring" blot 48 år gammel. Blot 16 måneder efter mister hun også sin far - han dør som 50-årig af "Mavekrampe". Således er Karen som 8-årig pige forældreløs. Måske forstår man, at hun higede efter kærlighed? Det fremgår af dommen over hende, at hun får et par "Stedforældre" (ved hvilke hun ikke kunne "gjøre Barsel... da de ere fattige Folk"). Man må forestille sig, at hun kommer tidligt ud at tjene, og i hvertfald ved konfirmationen, der finder sted i Sønder Felding Kirke den 23. April 1876 fremgår det, at hun er på "Fruergaard".
Jens Mourids Hansens baggrund
Den 4 år ældre Jens Mourids Hansen (for sådan er han døbt) er søn af Husmand Hans Buhl Nielsen og Hustruen Else Mouridsdatter. Kirkebogen ved dåben meddeler:
1857: Født 25de Marts. Jens Mourids Hansen. Døbt den 10de April i Kirken. Søn af Husmand Hans Buhl Nielsen og Hustruen Else Mouridsdatter (34 Aar gl.) af Trællund, Omvraa Mark. Faddere: Enkekone Marie Nielsdatter, Huusmand Ole Jensen og Huusmand Peder Mouridsen, Alle af Kollemorten, Nykirke Sogn, og Huusmand Jens Bent Christensen af Omvraa Mark. Tvilling med broderen Niels Kjersgaard Hansen.
Undervejs i forhørene i forbindelse med retssagen fortæller han, at de havde været i alt syv søskende, men at de tre var døde. Det er ikke tvillingebroderen Niels Kjersgaard Hansen, det er gået ud over, for de konfirmeres sammen i Brande Kirke den 1. søndag efter påske 1871. Præsten skriver om hans opførsel ligefrem: "Rosværdig", det skulle senere ændre sig en del, ved vi allerede fra de første afsnit af denne lille skæbneberetning.
Han og Karen møder hinanden i tjenesten hos Otto Sørensen. Jens kommer dertil i 1879 (året før Karen) og derfor er han at finde i folketællingen 1880 hos bemeldte Otto Sørenensen
| Kildenavn | Alder | Civilstand | Fødested |
| Otto Sørensen | 38 | Gift | Brande Sogn |
| Dorthea Jensen | 23 | Gift | Brande Sogn |
| Kjerstine Ottosen Madsen | 21 | Ugift | Brande Sogn |
| Jens Mourits Hansen | 23 | Ugift | Sønder Omme Sogn, Vejle Amt |
| Peder Pedersen | 11 | Ugift | Brande Sogn |
| Johanne Kjeldsdatter | 61 | Enkemand | Brande Sogn |
| Jensine Sørensen | 24 | Ugift | Brande Sogn |
Den døve husbond
Det er Otto Sørensen, der må være stokdøv og derfor ikke hører pigen klage sig under fødslen af den lille dreng, der må lade livet ca. en halv time efter. Otto Sørensen sover lige på den anden side af døren til hendes kammer. Det virker altså mærkeligt, for så tykke var væggene vel ikke?
Otto Sørensen fik januar 1875 skøde på ejendommen på Engebækvej nr. 27 i Uhre (Matr. nr. 14d 14e Uhre) fra Søren Ottosen. Otto Sørensen sælger den til sin søn Søren O. Sørensen den 28/12-1921. Næste ejer er Otto Sørensen f. 29/7 1935 gift 26/12 1960 med Asta Andersen, f. i Jegerup v. Vojens. De har bla. en Søn kaldet Søren Ottosen Sørensen f. 3/5-1964, gm. Birthe Joan Andersen, Fredericia. De driver landbruget på gården, jfr. Brande Gårdhistorie. Som et kuriosum kan du her se gravstenen over Otto Sørensen og hans hustru - den står stadig på Uhre Kirkegård.
Den rigtige Karen?
Lad det være sagt straks: det er en usikkert, om nedenstående er den rigtige Karen Christensen i 1880, men alder og fødested er korrekt, og så er hun i øvrigt den eneste i hele Ringkøbing Amt, der kan passe. Jeg plejer ellers ikke at savne tilgangs- og afgangslister, men lige nu havde det været rart med en nidkær pastor!
| Kildenavn | Alder | Civilstand | Fødested |
| Christian Marinus Olesen | 34 | Ugift | Ikast Sogn |
| Jens Madsen | 17 | Ugift | Assing Sogn |
| Karen Christensen | 18 | Ugift | Assing Sogn |
Efter dommen
Da Karen Christensen afgår fra arresten i Vejle den 5. januar 1882 transporteres hun med det samme til Christianshavns Straffeanstalts Forbedringshus
(hun indsættes 5. januar 1882 - hvordan kunne man rejse så langt på én dag?), hvor hun sidder i præcis tre år. I anmærkningerne på hendes side i Fangeprotokollen fremgår følgende:
- 12/2 82 Jens Mourits Hansen, Flø, Brande Sogn pr. Jelling
- 7/5 82 do
- 16/7 82 Niels Christensen Gottenborg, Sneibjerg, Herning
- 22/9 82 Jens Mourits Hansen, Flø, Brande Sogn pr. Jelling
- 21/10 83 Niels Christensen Gottenborg, Sneibjerg, Herning
- 18/11 83 do
- 23/12 83 do
Jeg forestiller mig, det er en liste over breve, hun har modtaget, for der har næppe været mulighed for at rejse så langt så ofte. Bemærk at barnefaderen Jens Mourids Hansen også skriver til hende i starten, men at han ophører med det. Det skyldes måske, at han ikke rigtig kan få det til at hænge sammen med det ægteskab, han indgår med Petrine Kirstine Pedersen i Brande Kirke den 26. oktober 1883. Det skal vise sig at blive et kortvarigt ægteskab, for Petrine Kirstine Pedersen dør kun 27 år gammel af "Tæring" den 10. Juni 1885 i Dørslund, Brande. Jens Mourids Hansen er dog ikke sen til at indgå nyt ægteskab den 29. december 1885 i Skarrild Kirke med pigen Maren Katrine Lauersen af Gejlbjerg, født i Skjærlund i Brande Sogn. Hans hustand ser således ud i folketællingen for 1890:
| Kildenavn | Alder | Civilstand | Erhverv | Fødested |
| Jens Mourits Hansen | 32 | Gift | Husejer | Sønder Omme |
| Maren Katrine Lauritsen | 27 | Gift | Brande | |
| Else Marie Jensine Lauritsen | 5 | Ugift | Skarrild | |
| Else Kjerstine Nielsine Hansen | 1 | Ugift | Rind (Øster Høgild) | |
| Jørgen Kristensen | 25 | Gift | Husmand og Landbruger | Brande Sogn |
| Petrine Pedersen | 25 | Gift | Husmandskone for landbrug | Brande Sogn |
| Hanssine Katrine Nielsen | 5 | Ugift | Arnborg |
Man kan vel læse ud af folketællingen kombineret med ordet "Pigen" ved vielsen, at han gifter sig med en kvinde, der har et "uægte" barn? Livet har ikke været helt ukompliceret for den gode Jens.
- Kilder i den rækkefølge de er anvendt i historien:
- Arnborg Kirkebog 1831-1878, opslag 14
- Arnborg Kirkebog 1831-1878, opslag 52
- Assing Kirkebog 1857-1878, opslag 37
- Assing Kirkebog 1857-1878, opslag 110
- Assing Kirkebog 1857-1878, opslag 101
- Sønder Felding Kirkebog 1857-1878, opslag 75
- Sønder Omme Kirkebog 1857-1866, opslag 3
- Brande Kirkebog, C449-7, kort 3 af 6, fol. 108, nr. 19
- Brande Gårdhistorie, Hæfte 12 - Uhre, 2. del, side 140
- Christianshavns Straffeanstalt, register over kvindefanger 1841-1891
- Christianshavns Straffeanstalt, Protokol over kvindefanger 1881-1883
- Brande Kirkebog, C449-8, kort 6 f 7, fol. ? nr. 6
- Brande Kirkebog, C449-8, kort 7 af 7, fol. ? nr. 6
- Skarrild Kirkebog, 1867-1888, opslag 185, nr. 8
- Rind Kirkebog, 1873-1891, opslag 124
- Gratis folketællinger fra frivillige og ulønnede indtastere!